Skrevet Thursday, August 10, 2017
Når du skal lave en ny hjemmeside, eller blot en ny side på en eksisterende hjemmeside, kan du med fordel bruge en times tid på at researche keywords, inden du går i gang. - i hvert fald hvis det er vigtigt for dig at ranke højt på Google på det, som din målgruppe ofte søger på,
Du kan rent faktisk utroligt nemt finde ud af hvor mange mennesker per måned, der søger efter noget helt specifikt og hvilke søgeord de bruger.
Keyword Research kan tage uendelig lang tid, men du kan omvendt også komme rigtig langt, og få særdeles brugbar information på under en time. Jeg vil vove at påstå, at denne time kan give rigtig meget Return of Investment for alle firmaer, der sælger noget via et website - uanset om det er et fysisk produkt, et koncept, en oplevelse, en idé eller et budskab.
For sjov lavede jeg en undersøgelse af hvordan mennesker, der søger på turist-relaterede emner i Randers. Jeg fik en mængde data, men kunne ret hurtigt konstatere at der var 100 - 1.000 søgninger på “Seværdigheder i Randers og omegn”, og at der var meget lille konkurrence om denne søgefrase.
For at se hvad jeg kunne bruge denne data til, lavede jeg en hurtig side, på et website, som jeg driver: Seværdigheder i Randers og omegn
Jeg brugte vel en times tid på at lave siden, inklusiv at skrive teksten. Derefter brugte jeg under en time på SEO arbejde, og fokuserede specifikt på at opnå god ranking på “seværdigheder i Randers og omegn”
En søgning på “Seværdigheder i Randers og omegn” på Google giver omkring 34.500 hits.
Efter fire dage rankede denne helt spritnye side som nummer 8 på Google i en søgning på “Seværdigheder i Randers og omegn”.
Her kan du se et screenshot fra Google Search Console, hvor man kan se sine placeringer på forskellige forespørgsler:
Min nye side røg direkte ind foran store attraktioner i Randers, der har haft flere år til at få deres website til at ranke. Tænk lige hvor meget salg diverse attraktioner i Randers og omegn er gået glip af, fordi de ikke har brugt en time eller to på at lave noget tilsvarende. De fleste større attraktioner ville formentlig drøne direkte ind i top 3 på Google, da deres websites forhåbentligt er bygget på en bedre og mere professionel platform, og da deres site har skabt mere autoritet hos Google, end mit lille bed and breakfast website, der er lavet af én mand, som et lille hobby projekt.
For Randers Regnskov er det måske ligegyldigt at ranke højt på netop denne søgning, da de har et relativt stort billetsalg, og da en høj ranking på noget der søges mellem 100 og 1.000 gange på en måned, måske ikke ændrer voldsomt på deres salg.
Det samme gælder sikkert for Memphis Mansion, Water & Wellness Randers og Djurs Sommerland. De er måske ligeglade med at den lille Bed and Breakfast Randers nu ranker væsentlig højere end dem, når hr. og fru Petersen med børn skal planlægge en weekend i Randers.
Men for Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland, Randers Egnsteater, Klatreparken Randers, hoteller, andre bed and breakfast mv., ville det formentlig betale sig hjem i løbet af en uge eller to, at få optimeret deres hjemmeside efter denne søgefrase eller andre søgeord og fraser, der retter sig direkte mod deres målgruppe. Efter en måned er investeringen måske tjent hjem og med et lille overskud, og efter et år kan den høje placering på Google medføre et stort smil, når de cykler i den lokale sparekasse.
Måske var jeg bare heldig? Jeg lavede lidt mere research, og fandt ud af at “Spisesteder i Randers og omegn” også var noget folk søgte på - og jeg kunne konstatere, at der ikke var mange restauranter, der havde gjort sig ulejlighed med at ranke højt på denne søgefrase. Kunne en lille Bed and Breakfast mon komme højere i Googles ranking end Restaurant Skovbakken, Restaurant Flammen, Hvidsten Kro og China Wok House?
Jeg lavede en ny side, og optimerede siden mod søgninger på “Spisesteder i Randers og omegn”. På få dage lå jeg nummer 18 på søgefrasen:
Her var der altså lidt mere konkurrence, men jeg fik stadig min side ranket højere end alle de største restauranter i Randers.
Nu havde jeg lavet to sider, der ville give værdi for besøgende på Randers Bed and Breakfast. For de fleste vil jo formentlig gerne have en oversigt over spisesteder og seværdigheder, når de holder ferie i Randers.
Igen vil jeg tro, at det ville det være ret nemt for en større restaurant at opnå en placering i top 5 på søgefrasen og lignende søgeord og søgefraser.
Restauranterne ville formentlig få flere daglige hits og flere daglige bord-bestillinger allerede få dage efter, og med en minimal investering.
Well… dette var blot et konkret eksempel som illustration. Det samme vil gælde for fiskemanden i Esbjerg, boghandleren i Greve og skobutikken i Tønder: med meget lille indsats, kan du få et meget stort udbytte.
SEO (søgemaskineoptimering) som investering er altså ikke kun for den store enterprise virksomhed. Mindre virksomheder kan opnå ret gode resultater med en lille investering. Det skyldes at konkurrencen er meget lille i Danmark. Søger du lokalt i Danmark - altså eksempelvis på et specifik bynavn - bliver det jo nærmest latterligt let at opnå resultater med søgemaskineoptimering.
Men giver det trafik, spørger du måske? Er der overhovedet nogen der vil klikke på linket til Bed and Breakfast Randers, efter de har lavet en søgning på spisesteder eller seværdigheder i Randers? Lad os tage et kig på statistikken for i dag:
Der er altså en bruger, der har søgt på "seværdigheder i randers og omegn", og valgt at klikke på linket til den nye side på Bed and Breakfast Randers. Det samme gælder for "spisesteder i randers og omegn".
Måske var der én af de to, der valgte at booke en overnatning, en weekend eller en mindre ferie i den lille Bed and Breakfast?
To kliks på en dag, er jo ikke alverden - men klokken er også kun 9 om morgenen, så der kan komme mere :)
Desuden havde Bed and Breakfast hjemmesiden i Randers kun 1-2 klik per dag I ALT, før der blev lavet lidt SEO optimering. Nu kan vi se, at de har haft 9 kliks allerede klokken 9 på en almindelig hverdag.
At de så ikke har fået trafik fra dem der har søgt på en "billig cykel", kan de jo nok leve med :)
For at opnå gode placeringer i Google, skal du have en god hjemmeside. Google måler på rigtig mange parametre, når de afgør hvilke sider der skal ranke højt og lavt på diverse søgeord. Hvis du ikke er teknisk, kan det være rigtig svært at vide, om du har en hjemmeside som Google kan lide. Heldigvis er der gratis værktøjer, der kan hjælpe dig med at få et indtryk af, om din hjemmeside er lavet ordentligt.
Først og fremmest kan du jo lave en Google søgning, på noget du gerne vil ranke på. Her skal du huske at bruge en “privat” eller “incognito” søgning, for at få det rette resultat. Lyder det for teknisk, ringer eller skriver du bare til mig - 51850553 - så skal jeg gøre det for dig.
Din hjemmeside skal være hurtig. Hvis den ikke er det, mister du mere end halvdelen af dine besøgende allerede inden de ser din hjemmeside. Du kan teste din hjemmesides hastighed her:
https://gtmetrix.com/
Hvis din score er under 90, har dit webbureau lavet noget sjusk - og det ser Google med garanti. Så er der kun én ting at gøre: skift webbureau. Det er simpelthen alt for vigtigt at have en hurtig hjemmeside. Det er hele fundamentet der falder sammen under dine fødder, hvis det ikke er i orden.
Prøv også at indsætte “https://www.bbranders.dk” og se hvordan denne lille hjemmeside scorer. Sammenlign dit resultat med resultatet for Bed and Breakfast Randers. Du skal helst score højere.
Du kan eventuelt læse min blog om hastighed på hjemmesider, hvis du vil se hvor meget du mister på en langsom hjemmeside. Her kommer jeg ogå med konkrete forslag til hvad du kan forbedre.
Igen kan du bare ringe eller skrive, hvis det er for teknisk. Jeg tester din hjemmesides performance. Det skal ikke koste dig en basseøre.
Der er heldigvis så mange rigtig dårlige hjemmesider, at det er ret nemt for dig, at få lavet noget der er bedre. Jeg må være ærlig og sige, at jeg valgte nogle lette søgefraser i denne artikel. Skulle jeg ranke højt på “top 10 attraktioner i Danmark”, “Danmarks bedste seværdigheder” eller lignende, ville det helt sikkert kræve en langt større indsats, og det vil tage meget længere tid at opnå resultater. Men det er stadig overraskende hvor nemt det er at komme højt i Googles ranking på en søgning, der foretages op til 1.000 gange om måneden. Jeg er spændt på, hvor højt Bed and Breakfast Randers ranker på de to søgefraser om en måned, om et halvt år og om et år, hvis de to sider holdes opdaterede og relevante. Hvad tror du?
Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte EMPENO, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til vores blogindlæg. Vi er altid glade for at komme i dialog.
Kontakt EMPENO