Få mest muligt ud af dine Title Tags

af Morten Empeño


Skrevet Thursday, October 12, 2017


Få mest muligt ud af dine Title Tags

Hvad er et Title Tag?

Et Title Tag er et HTML element, der beskriver titlen på en specifik side på et website. Title Tags vises på søgemaskinernes resultat sider, som en overskrift, der kan klikkes på. Title Tags er vigtige på en lang række områder: brugervenlighed, SEO og Social Sharing. Et godt Title Tag er præcist og beskrivende i forhold til indholdet på den side, hvor Title Tag'et indgår.

Kode eksempel

En side på et website består som oftest af noget HTML kode. Simplificeret skal koden indeholde et HTML tag, som igen indeholder to tags: et HEAD tag og et BODY tag. Skåret helt til benet kan nedenstående være en valid og meget simpel side, der kan vises i en browser:

<html>
<head>
<title>Title eksempel</title>
</head>
<body>
Indhold på side
</body>
</html>

Den optimale længde

Søgemaskiner - herunder Google - vil typisk vise de første 50-60 karakterer af et Title Tag. Hvis du laver Title Tags på under 60 karakterer, vises ca 90% af dine Title Tags korrekt i Google's søgeresultat side. (kilde: Moz)
Du undrer dig måske over, at man ikke kan angive et præcist antal karakterer, men det skyldes at de forskellige bogstaver og andre karakterer, som man kan benytte i sit Title Tag, har forskellig bredde. - og i skrivende stund, er Google's begrænsning i bredde angivet til 600 pixels. 
Du kan benytte forskellige tools, hvis du gerne vil vide om dit Title Tag holder sig under 600 pixels. Personlig benytter jeg som oftest Screaming Frog SEO Spider - men foretrækker du et online tool, kan du måske kigge på Test Title Length - hvor man dog anbefaler under 580 pixels. I sidste ende er det bedste at teste hvordan dine title tags ser ud i Google - for det er jo det helt korrekte resultat, uanset hvad alle mulige tools siger. Hvis du vil se en hurtig oversigt over alle dine siders Title Tags, og hvordan de præsenteres i Google, kan du åbne Google, og indtaste "site:ditdomæne" i søgefeltet. For denne hjemmeside vil det eksempelvis være "site:empeno.dk", der skal indtastes. Det giver følgende resultat:

 Google site søgning

Det optimale Title Tag Format

Dine Title Tags bør bygge på en grundig søgeordsanalyse. Her har du fundet frem til de mest relevante søgeord ud fra forskellige parametre, og disse kan du nu bruge til at skabe gode og meningsfulde Title Tags til hver af dine sider. Det er ikke sort hvidt hvordan man laver et godt Title Tag, og der er altså ikke en facitliste, der præcist kan fortælle dig hvad et godt Title tag er for en specifik side. Men man ser ofte virksomheder benytte sig af følgende model:

Primary Keyword - Secondary Keyword | Brand Name

Som på denne side kunne være:

Title Tag - SEO optimering | EMPENO

Jeg vælger dog som oftest en tilgang, hvor mine Title Tags kan læses som en sætning, og jeg bruger sjældent mit brand navn som en del af mit Title Tag. Der ligger flere overvejelser bag dette, blandt andet at jeg tror det er de færreste der søger på "EMPENO", og da mit domæne alligevel hedder empeno.com, og da jeg dermed får optimeret mog søgninger på "EMPENO", vil jeg hellere bruge de sparsomme karakterer, jeg har til rådighed, til at ramme andre ord. Men modellen ovenfor er absolut brugbar, og jeg har da også selv brugt den både her på sitet, og på andre websites, som jeg er med til at udvikle på.

Hvorfor er Title Tags vigtige?

Title Tags er en rigtig vigtig faktor i forhold til at hjælpe søgemaskinerne til at forstå hvad en specifik side på et website handler om. Desuden er Title Tag'et ofte det første indtryk folk får af din side. Og vi ved jo at førstehåndsintryk er vigtige, både i den fysiske og i den digitale verden.

Title Tags bruges i tre forskellige sammenhænge: Search Engine Result Pages (SERPs), web browsers og social networks.

Search Engine Result Pages

Dit Title Tag bestemmer hvad der vises som titel på søgemaskinernes resultat side. Dermed er det for mange besøgende, det første indtryk de får af dit website. Uanset om din side ranker godt, så kan en god sidetitel være den afgørende faktor for om nogen vælger at klikke på netop dit søgeresultat, eller om de vælger et af de andre søgeresultater.

Søger jeg fra Google på "digital spejlreflekskamera"  får jeg følgende resultat:

søgeresultatside for spejlreflekskamera

Det er tydeligt, at de forskellige forhandlere har gjort en del ud af at lave gode optimerede Title Tags. Du kan prøve at lave en tilsvarende søgning på et andet produkt. Du vil som oftest se, at de resultater, der ligger i toppen af Google, har gjort en del ud af deres Title Tags. Du kommer helt sikkert ikke til tops i søgemaskinerne, ved blot at have gode Title Tags - der er rigtig mange andre ting, der skal til. Men gode Title Tags er bare så vigtige, at du ikke må negligere netop dette område af SEO.

Bemærk i øvrigt at Gul og Gratis, Jyllands Posten og Computerworld har lavet en helt banal fejl - de har simpelthen for mange karakterer i deres Title tags, og dermed trunkerer Google deres Title, så vi som brugere ikke ser det hele. Det koster helt sikkert i form af mindre trafik (færre klik). Det burde ikke ske for så store firmaer, tænker du måske. - men begynder du at lægge mærke til det, vil du se, at selv rigtig store virksomheder laver store fejl i deres Title Tags. - nogen gange mangler de, nogen gange står der "Home", "log in", "Om os" eller lignende - og det er jo direkte spild af et Title Tag. - der er sgu ikke nogen, der søger på "om os". :)

Web browsers

Dit Title Tag bliver også vist i toppen af din web browser. Det kan være med til at skabe overblik, når en bruger har flere tabs åbne i det samme browser vindue. Unikke og let genkendelige titler med det vigtigste keyword i begyndelsen, kan være med til at sikre, at dine brugere hele tiden ved hvor netop din side og dit content er i deres browser.

 

Social networks

Visse eksterne hjemmesider - herunder Social Networks som eksempelvis Facebook og Twitter - bruger dine Title Tags som visning, når du deler en specifik side.  Du kan endda benytte specielle meta tags, hvis du gerne vil benytte en bestemt titel i Facebook sammenhænge og en anden title i Twitter. Du kan med andre ord fortælle Twitter og Facebook at de ikke skal bruge værdien fra dit Title Tag, men tage værdien fra et Tag, der er angivet specifikt til henholdsvis Facebook og Twitter. Du kan dermed optimere mod de konkrete sociale netværk, og du kan benytte længere titler, end du normal vil gøre i det almindelige Title Tag.